Historie

Næstved Motor Klub (NMK) blev stiftet i 1932 og er en af Danmarks ældste og mest aktive motorklubber med egne baner til både auto og motorcykelsport. Klubben bliver alene drevet af en række personer, der alle uden nogen form for vederlag lægger et stort stykke arbejde i klubben og for motorsporten.

Åbningsløbet med biler på Nisseringen fandt sted den 5. oktober 1969 og har siden da lagt jord og asfalt til mange spændende løb. Året forinden blev banen åbnet med et motorcross løb.
Igennem årene har Nisseringen gennemgået en del ændringer, hvoraf den væsentligste var, da vi den 11. august 1996 som den første i Danmark kunne arrangere rallycross på en permanent rallycrossbane, hvor mere end 30% af banelegemet består af asfalt

Nisseringen er den eneste permanente bane på Sjælland hvor automobilsport som rallycross, folkerace og cross kart kan opleves. Nisseringen er 810 m lang og har en bredde på 10-15 m. Underlaget består dels af asfalt og dels af løst underlag som kalk, jord og sand.
Som regel afholdes der 3-4 løb på Nisseringen om året, hvor publikum kan overvære løbene. Det mest traditionsrige er løbet 2. pinsedag, som har været kørt siden banens åbning. Det er ligeledes en tradition, at der denne dag køres både billøb og moto-cross.
Derudover køres der en del lukkede løb og træninger for klubbens medlemmer. Løbsdage m.v. kan ses i klubbens kalender.

Powered by WordPress | Designed by: suv | Thanks to trucks, infiniti suv and toyota suv